Drømmen om appelsiner og æbler

David Carmi. Billede fra filmen.

Ny israelsk dokumentarfilm tager fat om fortidens myter på en meningsfuld måde. Det kan man se som en aktuel tendens i den israelske debat

AF HANS HENRIK FAFNER

”Jeg savner volontørerne. De bragte liv til kibbutzen!” lyder det melankolsk fra David Carmi.

Bemærkningen kommer i de sidste minutter af en israelsk dokumentarfilm, som havde premiere på festivalen Do-cAviv tidligere på året. Apples and Oran- ges, som den hedder, er skabt af den unge instruktør Yoav Bril, der gennem filmens 80 minutter tager en kritisk tilgang til kibbutzvolontørfænomenet. Fokus er navnig på de mange frivillige fra Danmark og Sverige.

Vi ser David Carmi stående ude i kibbut- zens marker. Han var ansvarlig for volontørerne i kibbutz Kfar Szold, indtil det var slut med dette særlige kapitel for et par årtier siden, og nu står han som en ældre mand og reflekterer mens aftenskumringen sænker sig over det nordlige Galilæa.

Exodus

Det er en bemærkelsesværdig dokumentarfilm, og det hænger ikke kun sammen med at den beskriver en stærk skandinavisk forbindelse til Israel og landets socialistiske kibbutzbevægelse dengang, den var socialistisk og kollektivistisk. Filmen er ikke nogen nostalgisk rejse ned ad memory lane, men giver nogle gode forklaringer på, hvorfor fænomenet var så populært og hvad der efterhånden kom til at stille det i et andet lys for til sidst mere eller mindre at tage livet af denne institution.

Dette bliver illustreret på  fornemste vis gennem mødet med Grete Tal. Hun ankom som dansk volontør før krigen in 1967, og bor stadig i Kfar Szold. Hun udtaler sig overbevisende om situationen i dag, men er heller ikke bleg for at fortælle om sine motiver dengang. Hun tog afsted mens Israel i verdens øjne stadig var den lille, tapre David, der stod overfor den arabiske Goliat. Som så mange andre på det tidspunkt var hun optaget af Leon Uris’ roman Exodus og dens blåøjede romantisering af forholdene i landet.

I filmen ser vi autentiske filmstumper i sort-hvid med glade unge, der fra Københavns Hovedbanegård er på vej mod eventyret. I kupevinduerne er der opklæ- bet skilte med navne på de kibbutzer, som er rejsens mål.

Sådan var det dengang. Jeg husker selv, hvordan tidligere kibbutzvolontører satte hinanden stævne på Roskilde-festivalen, og det virkede helt naturligt at sætte flag med kibbutznavne op over de telte, hvor man mødtes. Dette har ændret sig. I poli- tisk henseende er synet på Israel i dag helt anderledes, og i Israel har en række foran- dringer på mange måder marginaliseret kibbutzen.

Med årene begyndte tingene at ændre sig. Kibbutzerne levede over evne for lånte penge, og da krisen ramte den israelske økonomi i 1980’erne begyndte det at gå rigtig galt. Da viste det sig, at idealerne om total lighed var vanskelige at efterleve og de første der kom til at mærke denne nye realitet, var nok volontørerne. De blev tidens nye underklasse, som fik tildelt de jobs ingen andre ønskede at påtage sig.

”Tilbage i tiden, omkring seksdageskrigen, var der virkelig brug for os. Men nu får vi en følelse af, at vi bare er her for sjov,” siger en kvindelig volontør på et klip fra den tid.

Og en anden stemme brugte virkelig grovfilen:

”Kibbutzerne sagde, at nej, vi udnytter dem ikke. De er kommet frivilligt. De var eksempelvis arbejdsløse i England, de kom til os og vi gav dem allernådigst et job. Men nej, sådan var det ikke. De profiterede på deres ulykke. På årsbasis var der 8.000 volontører i kibbutzerne. Det var store penge. Det var et racistisk program, for dybest set sagde de, at de hellere ville have kristne volontører end arabiske arbejdere, mens den oprindelige idé var jødiske arbejdere på jødisk land.”

Selvransagelse?

Yoav Bril er tydeligvis rundet af den del af det israelske samfund, hvor man altid har set på udviklingen med kritiske øjne. Og der har naturligvis altid været stemmer, som mere eller mindre åbent har kritiseret tingenes tilstand. Ikke desto mindre kan det være naturligt at se filmen som del af en tendens, der breder sig i disse år. Vi taler om en stigende vilje til at tage fortidens myter og glansbilleder op til sober eftertanke.

Netop kibbutzernes idealsamfund og centrale pionerrolle har længe stået som vigtige piller i beretningen om statens tilblivelse. Der har længe hersket bred enighed om, at kibbutzen for længst har mistet sin centrale politiske og ideologiske rolle, og rollen som lokomotiv for økonomien er også mere eller mindre borte. Men at pille ved volontørinstitutionens glorie er stadig et følsomt område, og dér træder Yoav Bril ind med en afbalanceret og velargumenteret præsentation af forholdene. Og filmen er ovenikøbet blevet særdeles vel modtaget i den israelske debat.

“Tilbage i tiden, omkring seksdageskrigen, var der virkelig brug for os.

Men nu får vi en følelse af, at vi bare er her for sjov.

Det hænger naturligvis sammen med at den har premiere netop mens noget tilsvarende sker på en række andre områder. Den nye israelske regering, som 23. juni blev formelt godkendt af Knesset med Naftali Bennett som premierminister i de første to år, er måske udtryk for denne tendens. Bennett selv tilhører ganske vist den nationalreligiøse højrefløj, og vil næppe være den første til at tage et opgør med myterne, endsige åbne op for en ny dialog med palæstinenserne. Men alene regeringens sammensætning, som naturligvis primært bygger på et fælles ønske om at sætte Netanyahu fra bestillingen, giver nogle indikationer om en voksende vilje til at bryde med nogle normer og starte en ny form for dialog og samarbejde.

I november fik Israel således en finanslov for første gang i næsten tre år, og den rummer flere interessante ting. Det springer i øjnene, at der er blevet afsat 30 mia. shekel fordelt over de kommende fem år til at give Israels arabiske sektor et socialt løft. Hovedtanken er at bedre skoleundervisning vil bane vejen for større integration og ikke mindst sikre denne del af befolkningen bedre muligheder på ar- bejdsmarkedet. En af de drivende kræfter bag denne del af finansloven er Mansour Abbas, der står i spidsen for partiet Den Forenede Arabiske liste, der i sig selv repræsenterer et nybrud som det første arabiske parti nogensinde, der er gået aktivt ind i en regeringskoalition.

Man skal naturligvis være forsigtig med ikke at blæse dette op til mere, end det rent faktisk er. Der er stadig lang vej at gå, og den store revolution er ikke lige om hjørnet. Men tiden er præget af en ny form for selvransagelse. Dette så man meget tydeligt, da præsident Yitzhak Herzog i slutningen af oktober uforbeholdent undskyldte for den massakre, det israelske grænsepoliti anrettede på landsbyen Kfar Qassem for 65 år siden. Den 29. oktober 1956, den første dag i Suez-krisen, blev 49 indbyggere fra landsbyen dræbt, og dette dystre kapitel af Israels historie er altid blevet bortforklaret eller på anden måde tilsløret. Kun visse elementer fra landets nationalistiske højrefløj vovede at kritisere præsidentens undskyldning.

Berøringsangst

Det kan muligvis forekomme lidt søgt at sammenligne tragedien i Kfar Qassem med kibbutzernes storhedstid. Det er bestemt heller ikke hensigten. Pointen i dette er, at Israel i dag viser tiltagende vilje til at tage alle de ømme punkter frem i lyset, og det er i det, perspektiv, man kan vælge at se Yoav Brils film.

På denne måde relaterer det således også til de ændringer, der er godt på vej i det israelske skolesystem. Ved sommerens afsluttende historieeksamen blev årets gymnasieelever bedt om at analysere en tekst, der forholder sig til den palæstinensiske nakhba. Det er første gang, eleverne er blevet bedt så direkte om at forholde sig til de 700.000 palæstinensere, der under krigen 1947-49 blev flygtninge. Teksten var af en af Palmach-kommandanter- ne, Yigal Allon, der i sine erindringer skrev, at han havde ”udrenset de centrale dele af Galilæa” ved at føre psykologisk krigsførelse mod områdets arabiske befolkning.

Heller ikke dette rejste noget ramaskrig i den israelske debat. Ordet nakhba dukker hyppigt op i mange forskellige sammenhænge, og tidligere tiders udprægede berøringsangst er tydeligvis ved at vige.

”Engang tog man til Israel for at arbejde i en kibbutz i håbet om at forbedre verden. Nu tager man til den anden side, til Vestbredden, hvor man arbejder blandt palæstinensere for at forbedre verden,” lyder det fra en af de mange stemmer i kibbutzfilmen, og det rummer en vigtig erkendelse, der også så småt er ved at sætte sig i Israel.

David Carmi husker den sidste skandinaviske gruppe, som kom til Kfar Szold. Det var seks svenskere, en fyr og fem piger. Det var i 2001, og den palæstinensiske Al Aqsa intifada var brudt ud året forinden. Kort efter forsvandt Svekiv, den svenske organisation, der siden slutningen af 1960’erne havde sendt tusinder af unge på en oplevelsesrejse, som havde fået et andet indhold. Det var blevet irrelevant at sende folk ned for at studere noget, som ikke længere eksisterede, og det forstår flere og flere mennesker i dagens Israel også.

Følg os på:

Bliv Medlem Nu!

A problem was detected in the following Form. Submitting it could result in errors. Please contact the site administrator.

Total beløb der trækkes fra dit kort 300kr.

Total beløb der trækkes fra dit kort 150kr.

Total beløb der trækkes fra dit kort 150kr.

Giv en donation