Boganmeldelser

Henrik Goldschmidt får prestigefyldt pris.

AF MERETE CHRISTENSEN

PL-Fonden, der er opkaldt efter modstandsmanden Poul Lauritzen, har siden 1984 hædret per- sonligheder, der med udgangspunkt i FNs konventioner kæmper for at styrke menneskerettigheder. Prisen er hidtil givet til udlændinge, men i 2020 (som nu er blevet til 2021) besluttede fondsbestyrelsen bestående af Poul Søgaard, Eva Maria Lassen, Katrine Hasle Søgaard og Anders Jerichow at tildele prisen til Henrik Goldschmidt for hans arbejde specielt med Goldschmidts Akademi på Rentemestervej.

Der var naturligvis masser af sang og musik fra børn og voksne på Akademiet ved prisoverrækkelsen den 8. september.

Henrik Goldschmidt fortalte også om sit arbejde med Mellemøstorkestret – både i Mellemøsten og herhjemme.


Et usædvanligt møde mellem to kvinder – og mellem øst og vest

I Anna Rebecca Kledals bog Kunstmaleren og prinsessen genopliver hun mødet mellem den polsk-danske kunstmaler Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881) og den tyrkisk-osmanniske prinsesse Nazili (1853-1913).

AF RIKKE ZINCK JENSEN

Bogen er en fortælling om to fascinerende kvinder i det 19. århundrede, der på hver sin måde udfordrede samtidens forventninger til deres køn. Men det er også en fortælling om en periode, hvor kvinder både i Europa og i Osmannerriget tilkæmpede sig øgede rettigheder og en stærkere stemme i samfundet.

Elisabeth Jerichau Baumann var ikke som de fleste andre danske (kvindelige) malere på sin tid. Hun var i perioder hovedforsørger i sin familie, der bestod af manden, kunstmaleren Jens-Adolf Jerichau, og deres mange børn. Hun solgte primært sine portrætter til velhavende europæiske købere, heriblandt kongehuse rundt om i Europa og zarens Rusland. Og hun bevægede sig blandt romantikkens mest kendte forfattere, kunstmalere og skuespillere. En af hendes gode venner var H.C. Andersen. Men hun blev også kritiseret for sin tilgang til kunsten, som var langt mere internationalt inspireret, end hvad de nationalistiske toner i Danmark foreskrev. Som flere andre kunstnere i datidens Europa blev hun draget af det eksotiske Orienten, og i 1869-75 begav hun sig til Konstantinopel og Kairo. Her fik hun som kvinde adgang til haremmer og opnåede dermed et unikt og sjældent indblik i de osmanniske overklassekvin- ders liv.

Prinsesse og kvindesagskvinde

I et af Konstantinopels haremmer traf Baumann den 19-årige prinsesse Nazili, som gjorde et stort indtryk på hende. Nazili var oldebarn til Ægyptens første khediv, Muhammed Ali, og niece til vicekongen i Ægypten, Mustafa Fazil Pasha. Prinsessen var veluddannet og mestrede flere sprog. Allerede som ganske ung var hun en aktiv forkæmper for kvinders rettigheder, og hun blev senere en af de førende kvindesagsforkæmpere og antikolonialister i det 19. århundredes Mellemøsten. Kledal er historiker og ph.d. i køn og orientalisme, og bogen er udgivet af Aarhus Universitetsforlag. Man mærker tydeligt den forskningsbaserede tilgang i bogens opbygning. Den fremstår som en akademisk præsentation med et større noteapparat, begrebsafklaringer, redegørelser for kildemateriale m.v., hvilket især i begyndelsen kan føles lidt tungt. På den måde kræver den noget af sin læser, men til gengæld giver den også en interessant og anderledes vinkel på den sociale og politiske udvikling i slutningen af det 19. århundrede.

Mødet mellem de to kvinder resulterede i flere portrætter af prinsessen samt breve og rejseberetninger fra Baumanns hånd. Bogen har en del illustrationer, fotografier og reproduktioner af nogle få af hendes malerier. Som en, der er virkelig glad for at svælge og dykke langt ned i billeder, deres tilblivelse, udformning og modtagelse, kunne man godt savne mere kredsen om Baumanns værker. Men der er ikke tale om en bog, der kun koncentrerer sig om hendes produktion som kunstner. Derimod anvender Kledal mødet mellem de to meget forskellige kvinder til at male et større billede. Gennem forfatterens kritiske og analytiske blik på Baumanns kunst og rejseberetninger bliver man som læser præsenteret for et anderledes og mere nuanceret billede af datidens Osmannerrige. Samtidigt illustreres en betydningsfuld opbrudstid, hvor samfund både i vesten og i Orienten var præget af store omvæltninger – ikke mindst, når det kom til kvinders mulighed for at præge deres eget liv.

Anna Rebecca Kledal
Kunstmaleren og prinsessen.
Elisabeth Jerichau Baumanns møde med prinsesse Nazili.

Aarhus Universitetsforlag, 2021, 188 sider.

Rikke Zinck Jensen er formidlingsansvarlig ved Ordrupgaard


Deltidsdigteren, redaktøren, skibsmaleren og antropologen Jonathan Schwartz har udgivet en samling af sine udvalgte digte.

AF BIRTE KONT

“SAFE AT FIRST!” hedder Jonathan M. Schwartz’ debut-digtsamling, der udkom i juli på Forlaget Underskoven. Samlingens 71 digte er skrevet i årene 1964- 2021, de seneste i Corona-tiden med en ny kat. De er struktureret efter de fire årstider, begyndende med fire sange fra Detroit, der angiver en stemning fra hver årstid. Digtene er både på dansk og engelsk, er enten oversat fra engelsk til dansk eller omvendt eller en kombination af begge sprog. Det skaber en helt ny form for læseoplevelse. Omslagsmotivet er af Kirsten Rønne, et foto af forskelligartede, toppede brosten, forankret i jorden, hvor enkelte blade, en pind og en stump snor viser spor af mennesker og levet liv, der spiller fint op imod digtene. Titlen eller udtrykket er flertydigt og kommer fra baseball. Et fyldigt forord definerer spillets regler og måder, man kan være “safe at first” på, hvis en slåer f.eks. rammer rent og kan nå at løbe i sikkerhed på basen. Udtryk fra baseball er på amerikansk gået ind i dagligsproget som metaforer for det sociale liv; udtrykket, en tryg base, bruger vi også på dansk. Men også digte kan gøre både digter og læser ‘safe at first’. Da digte er autolyriske, er samlingen delvist selvbiografisk, og et noteapparat bagi bogen oplyser om udvalgte digtes oprindelse, hvem der har oversat dem, og hvor de har været trykt. At være tosproget er et fuldtidsjob, og Jonathans vej ind i det danske sprog er forløbet via undervisning og oversættelse, især har oversættelse af digte været givtig for hans udforskning af sprogets muligheder og begrænsninger.

Deltidsdigter med mere

Siden sin pension fra universitetet i 2003 har Jonathan Schwartz været aktiv med ufaglært, frivilligt arbejde, bl.a. i Bjørnebanden, en gruppe på tredive veteraner, dvs., tidligere skibsværftsarbejdere og sø- mænd, som skulle restaurere dampskibet S/S Bjørn i Helsingør Havn i forbindelse med isbryderens 100-årsdag i 2009.

Håndens og åndens arbejde er forbundet og befrugter hinanden, og malerar- bejdet er skildret, så man som læser op- lever at være med nede i skibets indre, så tæt på at man kan høre lydene fra pens- lens strøg, mens Jonathan fører penslen og reflekterer over arbejdets beskaffen- hed. Det smukkeste af disse digte er ”Pia- no”, der (som flere andre af digtene) har fået sin titel fra musikkens verden.

Men deltidsdigteren, som Jonathan kal- der sig, har også været kok og skaber af smagfulde gryderetter til torsdagscaféen i Litteraturhaus.

Mad fylder en del i samlingen. I digtet ”What’s Cookin’?” møder vi Jacob Odaryan, der har taget et deltidsjob som kok. Piano (s 70).

The bristles of the brush
press the paint onto the steel plate. Every crack gets its share.
I envy
those who weld cut or grind.
You can hear
their work getting done.
You who paint listen for
the brush’s sound in its slide
across the metal like a cat’s tongue over its own fur.
Silent work is still work you can say.

Jonathan omfatter det levede liv med et både registrerende og omsorgsfuldt blik på verden og dens mennesker.

Digtet foregår både i USA og i København, og Jacob mindes sin mors mad. En note oplyser, at Jacob Odaryan er et pseudonym, som Jonathan tog tilbage i 1956, da han var studerende på Wayne State University, og bragte med sig til Danmark. Også, at Odar på armensk betyder ”fremmed”, og at Odaryan på dansk ville hedde ”Fremmedsen”. Det og titlens ordspil til arbejdet som kok (”what’s cookin’?” er på amerikansk en dagligdags hilsen) er typisk for den legende tone, der løber som en varm strøm igennem digtene. Et andet Odaryan-digt, ”Part-time Nightmare” viser andre sider af Jacob og af at være fremmed.

Part-time Nightmare (s 28) Being part-time meant that Jacob was free most time. Then he thought of new ways to slice onions, green peppers. His dreams were entire meals. Once in a nightmare He awoke: He had forgotten to add the frozen greens. “The green beans! The green beans! J’ai oublié des haricots verts!” When irritable he cursed the Danes. At night he got the stomach pains.   Postkort fra USA med mere

Jonathans ven og forfatterkollega Lars Kjædegaard ser digtene ”som små postkort fra et Amerika, som også han forstår og holder af.” Kjædegaard har medvirket til oversættelsen af digte af Philip Levine, der som Jonathan er født i Detroit. Han har f.eks. oversat digtet, ”Hvad arbejde er”, om en mand, der står i kø for at få arbejde, og som, da han tror at se sin bror længere fremme i køen, kommer i kontakt med sin længsel efter broren, for: ”Hvor længe siden er det, at du har sagt til ham, / at du elsker ham, holdt om hans brede skuldre, / og måske kyssede hans kind?” (s 97-98).

Hank Greenberg. Spillede first base for Detroit Tigers ‘30erne og 40’erne.

Ofte reflekterer den skrivende, mens han udfører fysisk arbejde, ”Schwartz thinks while he paints”, hedder et digt. I digtet ”Lazy poet” tilbereder Jonathan latkes til Coltranes musik. I digtet ”Julekort 2018” henter han et barnebarn i børnehaven og reflekterer over situationen og sin amerikanske accent, som de andre børnehavebørn har svært ved at forstå. I andre digte er der erindringer om fortidens steder, forældrene og brødrene David og Stephen. I digtet, ”Short Family History”, reflekteres over den jødiske bagage, familiens flugt til USA.

Samtaler med de store med mere

Digtene indfanger fjernt og nært, fra verdensbegivenheder til ”Et forsvar for navlen”, som et digt hedder. Digtet, ”Kafka had a dream” refererer i kraft af datoen til 11. september, terrorangrebet i New York i 2001. Den 11. september 1912 befinder Kafka sig nemlig i drømme i New Yorks havn og har i sin dagbog nedskrevet sin drøm, der formodentlig har inspireret til romanen ”Amerika”. Også i andre digte føres der ’samtale’ med de store. F.eks. digtet ”En ex-Detroiter hilser Dan Turèll in absentia”, der med en reference til lyden af en baseball-kølles slag begræder både derouten i Detroit og på Vesterbro: ”Crack har ikke længere / noget med Baseball at gøre.” hedder det. (s 33-34). Digtet, ”Men hvor ligger Brajcinodalen? Et brev til Inger Christensen”, er en kommentar til hendes digtsamling ”Sommerfugledalen” (Brøndum 1991), hvor der bl.a. reflekteres over den digteriske proces. I et digt, ”Note toward the banality of goodness”, spilles der op mod Hannah Arendts begreb ondskabens banalitet, men her går digteren tur med sin kat og besynger, med en hilsen til Spinoza, kærligheden. Der er hilsener til andre store, f.eks. i digtet ”Song on Goethes’s Birthday: August, 28 1990”, men også digtere som f.eks. Rilke og Yahya Hassan har fået hilsener i form af digte. Mens referencer til de store ofte forekommer i andre digtsamlinger, er det nye her, at der også findes oversættelser af deres digte til engelsk. Digtet ”Released” (s 29), er oversat fra Henrik Nordbrandts digt ”Udskrevet” (fra hans seneste digtsamling ”Så en morgen” Gyldendal 2021) og er et af de digte, Jonathan har givet et nyt hjem i sit modersmål. Det samme er tilfældet med digte som Peter Laugesens ”Give me a room” og Pia Tafdrups ”Black or Red”.

Man kan læse digtene som fragmenter af en levnedsskildring fra et langt, rigt liv. Jonathan omfatter det levede liv med et både registrerende og omsorgsfuldt blik på verden og dens mennesker. Det er en samling, som man kan vende tilbage til igen og igen og opdage nyt. Og det skal man, for digtene er dejligt selskab. Mod slutningen af samlingen findes digtet, ”No title”, en refleksion over tiden, proportionerne og livshistorien, som her får det sidste ord.

No title (s 108).

Think that one’s history ended up as a tale

of sickness, that the hours in a hospital bed

weighed heavier than everything else:

Love, work, music, poetry. A canoe on a pond.

Jonathan Matthew Schwartz: SAFE AT FIRST! Selected Poems in English, Danish, and in between, 71 digte, 122 sider, Forlaget Underskoven, 2021.


 

Vi kan spejle os i en vanddråbe

Den flittige forfatter Erik Henriques Bing har udsendt sin anden digtsamling i form af Haikudigte.

AF MERETE CHRISTENSEN

Haiku digtene har rødder i 1600-tallets Japan. Digtet skal fordele sig på første lin- je: 5 stavelser, anden linje: 7 stavelser og tredje linje : 5 stavelser. I alt 17 stavelser. Digtet skal rumme et billede af naturen og være et digt i nuet/nutiden.

De første digte i Bings bog er næsten rent japanske, men hurtigt kommer det danske ind: Dyrehaven, andemor med ællinger, Magasin du Nord, Gustav Wied, Søren Kierkegaard og Regine, etc. Endelig kommer det jødiske ind: Torah, Holocaust, Moses ved tornebusken, “Så vælg da livet” og Messias.

Læsere vil få meget forskelligt ud af digtene, men de er absolut værd at stifte bekendtskab med.

Erik Henriques Bing Vi kan spejle os i en vanddråbe. Digte. Tågaliden, 40 sider, 100 kr.

Følg os på:

Bliv Medlem Nu!

A problem was detected in the following Form. Submitting it could result in errors. Please contact the site administrator.

Total beløb der trækkes fra dit kort 300kr.

Total beløb der trækkes fra dit kort 150kr.

Total beløb der trækkes fra dit kort 150kr.

Giv en donation