Om pårørendehed

Med afsæt i såvel Birte Konts nye bog, Ingen har ordet, som i min egen forskning om pårørende, vil jeg lancere et nyt begreb og et nyt ord i det danske sprog: pårørendehed.

AF JONATHAN SCHWARTZ

På et eller andet tidspunkt i livet er vi alle en pårørende. Det sker hyppigt, når en person, vi kender, bliver syg eller kommer til skade, og vi tager på besøg på det hospital, hvor vedkommende bliver behandlet. Et typisk spørgsmål fra sygeplejersken er: “er du pårørende?”. Måske tøver den besøgende med svaret. Hvis svaret er ja, kan sygeplejersken spørge: “hvordan?”.

Der er jo mange slags pårørende: ex-partner, papfar, ny kæreste, halvsøster, for ikke at nævne de konventionelle former for dansk slægtskab. Termen pårørende giver normalt den ønskede og forventede adgang, selv om der bliver stillet spørgsmål ved indgangen. På samme måde som ideen om familie udvider sig i samfundet, så bliver måderne, man kan være pårørende på, mangfoldige. Det ser ovenikøbet ud til, at både pårørende og familie er ved at antage en mere midlertidig karakter. Medlemsskaber kommer og går som regnbygerne i den danske sommer.

Selv om det at være en pårørende ofte indebærer sorg, er det ikke desto mindre højt værdsat. Det øger betydningen af de omsorgsfulde handlinger. En pårørende bringer en buket blomster, sætter den i en metalvase med vand og sætter den i vindueskarmen. En anden pårørende sætter en æske chokolade på sengebordet ved siden af et halvt drukket glas mild frugtsaft med et bøjet plastik sugerør hængende på kanten. Disse gaver betegner, hvad jeg i dette essay vil kalde ‘pårørendehed’.

Jeg opfandt dette ord, fordi det rummer så mange tydelige sociale handlinger, som tages for givet og derfor undgår vor opmærksomhed. Som indfødt engelsktalende, der skulle lære dansk, ledte jeg ofte efter betydningen af et nyt dansk ord ved at opspore dets etymologiske oprindelse. For mit naive øre betød pårørende helt bogstaveligt ‘at røre på’. Det danske ord udtrykte mere levende end standard- oversættelsen af det engelske ‘relative’, de handlinger og situationer, der forbindes med at være en pårørende, så som at gå ind på en hospitalsafdeling med en æske chokolade.

Pårørende – et indfødt dansk begreb

Jeg fandt tidligt i mit studium af ‘pårørende’, at ordet er, hvad socialantropologer kalder et indfødt begreb i en kultur. ‘Tabu’ er sådan et ord, der gav problemer for både forskere og oversættere. Det blev lettere, da ordet endelig blev absorberet i de europæiske sprog. Jeg afholdt et seminar om nordamerikansk kultur ved institut for antropologi i 1990erne, hvor jeg gjorde David Schneiders bog “American Kinship” (1968, 1980) til obligatorisk læsning. De studerende gyste ved tanken om at skulle læse en hel bog med “Slægtskab” i titlen. Slægtskabssystemer havde været den traditionelle basis for antropologi, men nu følte de studerende sig frigjort fra   tidligere   autoriteter.   David Schneiders bog havde imidlertid en undertitel, “A cultural account”, (En kulturel redegørelse), som gjorde den bitre pille lettere at sluge. Schneider spekulerede over ordet ‘slægtning’ og dets kulturelle betydning i forskellige personlige og sociale situationer som bryllupper og begravelser. Schneider insisterede på at “en slægtning er en person”, og, heldigt for mig, gav han mig her mulighed for at indføre pårørende i diskussionen om slægtskab. For ham ville ‘pårørende’ være et indfødt ord i Danmark. Min konklusion var, at ‘pårørende’ både fortæller om et enestående dansk repertoire af praxis og en universel fornemmelse for empati. At være en pårørende er en almindelig, genkendelig erfaring i dansk kultur, meget i lighed med det berømte ord hygge og fortjener derfor status af en omfattende kategori.

Ingen har ordet

Mine fornemmelser af, hvor betydningsfuldt det er at være en pårørende, bliver udtryksfuldt bekræftet i Birte Konts nye bog “Ingen har ordet: en pårørendefortælling”. Birte Kont er velkendt for Udsyns læsere, primært for sine studier og – fund

– af det særligt jødiske hos Kafka (senest i Udsyn 2, december 2019).

Birte Konts nye bog “Ingen har ordet

I “Ingen har ordet” hentydes adskillige gange til Kafkas tekster, især til hans novelle “En landsbylæge”. Efter et anstrengende hjemmebesøg hos en ung, døende patient bemærker lægen, i en tone, man hører i Birtes hyppige møder med hospitalet: “At skrive recepter er nemt, men  at komme til forståelse med mennesker er svært”. Kafka skriver her om forholdet mellem læge, patient og pårørende.

Birte Kont har valgt at skrive fortællingen om hendes ægtefælles alvorlige sygdom, diagnose og kræftbehandling som kortprosa. Formen formidler den pårørendes oplevelse af det fragmentariske og af- brudte forløb i skildringen af de korte og nogle gange ordløse kontakter mellem bogens personer. Hendes mand er selv læge, så hans viden giver en ekstra anspændthed i mødet med hospitalslægerne. Mange af samtalerne i bogen har en ‘som om karakter’, hvor indholdet er mere følt end sagt. Bogens titel udtrykker det samme. Kortprosa er en meget anvendelig form for litteratur, som Kafka mestrede i sine noveller og notesbøger. Den fanger øjeblikke i ubestemte tidsrum med uløste problemer. Kortprosa har hverken novellens kontinuerlige fortælling eller digtets fortættede, fuldendte form, men formår at forene de to genrer.

Bogens centrale fokus er at sidde i den pårørendes stol ved siden af læge og patient. Her lytter man til det, der sædvanligvis ikke tales om. En pårørende er en insider såvel som en outsider. Desuden er Birte Kont både fortæller og forfatter. De to positioner er ikke helt sammenfaldende, hvad der giver bogen dens særlige kvalitet.

“Ingen har ordet” er ikke en manual, eller selvhjælpsbog med “Seks trin til at blive en god pårørende”. Bogen fører os snarere ind i litteraturens flertydige sfære. Den verden omfatter de daglige indkøbslister og måltider, fastholdelse af professionelle aktiviteter, såvel som tvivl og håb vedrørende behandlinger og prognoser. Hvis der endelig gives råd til pårørende, er det ikke direkte fra bogens forfatter, men gennem hendes bekendte. Adskillige har rådet hende til “ikke at glemme dig selv” gennem den svære tid. Birte Kont beskriver situationen levende i bogens konklusion: “Engang overlevede en kvinde under is i en lomme af ilt, mine skrivetimer er min lomme af ilt.”(s.73-74).

Er jødisk identitet en slags pårørendehed?

Birte Kont fortæller i adskillige passager om sin involvering i jødiske aktiviteter, som arbejdet med at organisere den jødiske filmfestival. Sideløbende med sit forfatterskab holder hun sit jødiske tilhørs- forhold levende i luftlommen under isen. Det er sjældent, at dansk-jødiske forfattere taler om, at de er jøder, i sammenhænge, der ikke er direkte forbundet med det jødiske. Flugten til Sverige i oktober 1943 og dens konsekvenser for de dansk-jødiske familier og deres integration i Danmark er det væsentligste emne, når man henvender sig til den danske befolkning generelt. Derudover synes det, som om det jødiske tilhørsforhold henvises til baggrunden, eller helt forsvinder. Min – og andres – vekslen mellem første person flertal og tredie person flertal understreger min pointe. Hvornår giver vi os selv lov til at tale som et vi?

Mens jeg læste Birte Konts bog, slog det mig, at jødisk identitet, som er et så omstridt emne blandt os selv, kan have pårørendehed som sin kerne. Mange af os betvivler betydningen af religiøs tro og ritualer, vi kan tvivle på fælles nationalitet og blod. Alligevel kan vi, som jøder, debattere og fortolke sådanne politiske og kulturelle emner uden stop , ligesom vi gør det på Udsyns sider.

En lakmusprøve på vor jødiske pårørendehed er den pinlige følelse vi får, når vi hører om andre jøders forkastelige opfør- sel. Her er to nylige sager: Harvey Wein- steins eskapader i Hollywood og Jared Kushners ubetingede loyalitet over for sin svigerfar i Det Hvide Hus. Reaktionen på dårlig opførsel blandt nære familiemedlemmer og fjerne fremmede tyder på en pårørenderelation. Empati med andres lidelse og tab er dog det bedst kendte træk ved pårørendehed. Jeg lægger vægt på Birte Konts beskrivelse af at være pårørende, fordi den er beslægtet med Franz Kafkas måde at være jødisk, ikke ved at proklamere det fra hustagene, men ved at komme med små antydninger i sit liv og sine værker. Birte har erfaret, at pårørendehed aldrig slutter. Hun konkluderer: “Jeg er fortsat pårørende, vidne og vagthund og alt det andet, jeg også er. Jeg har et latent beredskab, et agtsomt vågende øje i baglokalet af vores vi” (s.83). Birte Konts bog rummer en skarp forståelse af sig selv og andre, og det anbefales på det varmeste at læse den.

Oversat fra engelsk af Lizzi Saietz.

Litteratur

Franz Kafka, 1952: A Country Doctor, i: Selected Short Stories of Franz Kafka. New York.

Birte Kont, 2021: Ingen har ordet: en pårørendefortælling. Forlaget Brændpunkt.

David M. Schneider, 1980: American Kins- hip: a cultural account. 2nd edition. Uni- versity of Chicago Press. 137 pages.

Jonathan Schwartz, 2004: Pårørende, i: Antropologi: Slægtsskab, (50), s.47-49.

Følg os på:

Bliv Medlem Nu!

A problem was detected in the following Form. Submitting it could result in errors. Please contact the site administrator.

Total beløb der trækkes fra dit kort 300kr.

Total beløb der trækkes fra dit kort 150kr.

Total beløb der trækkes fra dit kort 150kr.

Giv en donation