Kære venner i New Outlook og modtageren af årets Jødiske Fredspris, Naveed Baig
Det er med stor ære og glæde, at jeg står her i dag for at overrække den Jødiske
Fredspris til en person, som jeg har haft den store fornøjelse af at samarbejde med
gennem adskillige dialogarrangementer mellem jøder og muslimer. En person, som har
viet sit liv til fred, forståelse og medmenneskelighed – imamen Naveed Baig.
Jeg vil gerne starte med at takke New Outlook for at arrangere denne prisoverrækkelse.
Særligt nu, hvor jøder og muslimer ligger i krig med hinanden ude i verden, er jeres
arbejde for fred og dialog uvurderligt, og jeg er stolt over at være en del af denne rejse
mod en bedre forståelse mellem vores samfund.
Sidste år blev jeg selv rørt over at modtage denne pris, som bekræftede mig i betydningen
af vores fælles kamp for fred og sameksistens. I dag er jeg lige så rørt over at kunne give
stafetten videre til en person, hvis indsats har været uundværlig i denne kamp.
Naveed Baig, du er en mand af mange talenter og kvaliteter. Uddannet imam og
sjælesørger blev du en pioner inden for interreligiøs dialog i Danmark. Din dedikation til at
bygge bro mellem forskellige kulturer og religioner er en inspiration for os alle. Du har
gennem årene været en stemme for fred og forståelse, og dine utallige initiativer for at
bringe mennesker sammen har skabt betydelige og varige forandringer.
Jeg er især glad for at have taget mange billeder af dig og den anden store dialogmester,
Bent Melchior, fordybet i dialog til diverse Shalom-Salaam festivaler.
Jeg har altid spekuleret over, hvad der har formet dig i denne din modrejse mod mange af
de negative tendenser, vi især begyndte at se efter 9/11. Ligegyldigt hvad din dybere
barndomspåvirkning var, husker jeg, at du allerede i 2005 var aktiv i Muslimsk-Kristen
Dialogcenter og du har selv udtalt, at det gjorde et dybt indtryk på dig i 2007 at opleve to
ledere fra initiativet Jerusalem Peacemakers, Eliyahu Mclean og Shaykh Abdul Aziz
Bukhari, der sammen ledede en fælles bøn med ordene “Shalom, Salaam, Hu, Hu”. Dette
var et øjeblik af enhed og harmoni, hvor Guds navne på hebraisk og arabisk blev sunget i
samme sætning og du har siden arbejdet tæt sammen med disse ledere om at være en
stærk fortaler for fred i de Hellige Lande.
Jeg ved ikke, hvornår du blev sufitænker, ligesom vi på samme tid var det i Kritiske
Muslimer, som jeg sad i bestyrelsen for sammen med Sherin Khankan, inden hun tog
konsekvensen af det, ved at vi grundlagde Mariam kvindemoskeen. (Ja, jeg har jer lidt
mistænkt for at I gav mig fredsprisen sidste år, mest fordi jeg hurtigt fyldte ”min moske”
med jøder).
For netop igennem vores interfaith arbejde i moskeen har jeg fået indsigt i, hvor svært det
er som imam at udtale sig positivt om homoseksualitet.
Og netop derfor er det dialogarbejde, jeg nok beundrer dig mest for, at du allerede i 2013
var den eneste imam i Danmark, der offentligt udtalte, at man godt kan være homoseksuel
og muslim på samme tid.
Siden har jeg også i New Outlook haft samtaler med dig om noget så svært som
Israel/Palæstina, hvor du med din varme, åbenhed og indsigt har bidraget til at skabe et
rum, hvor vi kunne tale frit og ærligt om vores forskelligheder, men også om vores fælles
menneskelighed. Det er i disse møder, at jeg virkelig har set den kraft, som interreligiøs
dialog kan have. Du har altid været en stærk fortaler for dialogens magt og har vist, at
gennem samtale og forståelse kan vi overvinde selv de største barrierer.
Naveed, du har ikke kun beriget dit eget muslimske samfund, men også det jødiske og
ikke mindst hele det danske samfund i en tid med fortsat mistænkeliggørelse af vores
mindretal. Din indsats har vist, at vi sammen kan skabe en verden baseret på respekt,
forståelse og fred.
Det er derfor med stor glæde, at jeg på vegne af New Outlook og alle her til stede
overrækker dig den Jødiske Fredspris 2024. Du har fortjent denne anerkendelse for dit
utrættelige arbejde og dit store hjerte.
I håbet om, at vi alle sammen kan tage ved lære af dit eksempel og fortsætte med at
arbejde for en verden, hvor fred og dialog er i centrum, overrækker jeg dig hermed dette
billede af vores tidl. talsmand for New Outlook, Hans Goldstein. (Hør ham her stadig
levende i sin tro som 98-årig og her som 99-årig).
Men egentlig tror jeg, at de drillende gamle jøder her i foreningen blot nu forsøger at sætte
dig på en hård prøve for at se, hvor stor din rummelighed mon egentlig er…… hm, jeg
mener ….om du som imam holder så meget fast i et muslimsk billedforbud ,at du i hvert
fald vil nægte at have en gammel jøde hængende på dine vægge ?
Men i alt fald, tillykke, Naveed Baig, og tak for alt, hvad du gør.
Tak.