Marianne Olsen, som bl.a. er aktiv i SOS Racisme og Krystalnatsinitiativet samt New Outlooks gode ven, har forfattet denne artikel som forsøges optaget i de større dagblade.
Indlægget er helt og holdent Marianne Olsens egen tekst, men det er blevet til i samarbejde og grundige drøftelser i den gruppe, hvor vi så småt er ved at forberede dette års arrangement af markeringen af Krystalnatten, som vi måtte aflyse sidste år. Det er os magtpåliggende at støtte alle minoriteters rettigheder, ligesom den voksende antisemitisme, der også får islamofobi i sit kølvand, vokser. Dette indlæg vil være med til en rolig og fornuftig accept af alle parter, så vi kan leve sammen i stedet for at slå hinanden ihjel – også her i Danmark.
Mit håb er, at Israel kan blive ved med at eksistere, og at der bliver vist politisk effektiv vilje til en tostatsløsning. Der er alt for meget had i det krigshærgede område til, at én multikulturel stat har nogen realistisk fremtid for sig
Formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fatih El-Abed og Overrabbiner Jaïr Melchior er uenige om hvad zionisme er; en uenighed de deler med mange.
Det er desværre en livsfarlig uenighed, som allerede har krævet tusindvis af liv, der kunne være levet til gavn og glæde for hele den mellemøstlige region. Det er både absurd, dumt og utilgiveligt. Det må standses, og vi må lytte til hinanden. Vi må tillade alle parter deres egne livsfortællinger og så vidt muligt undgå de nemme løsninger som ingen steder fører hen. Krigen vokser; det gælder i Mellemøsten og mange andre steder i verden lige nu.
Brobyggerne, som Bent Melchior, Jaïr Melchiors farfar, og Özlem Cekic stiftede, og hvor Jaïr nu er formand for bestyrelsen, har indtil nu været en institution i fremdrift. Tanken er, at vi skal lære at kunne være sammen i uenighed.
Ved et brobyggermøde kort efter den 7. oktobers massakre sidste år, hvor alle de fremmødte var meget stille og forknytte, gjorde Jaïr Melchior opmærksom på at den første fortælling i Bibelen, efter at mennesket var jaget ud af Paradiset, skildrede et brodermord. Vi husker at Kain slog Abel ihjel, fordi han troede at Vorherre foretrak Abel. Det er en uhyggelig historie, og det er den der fortsætter, når vi slår hinanden ihjel.
Er der en anden vej end brodermordet?
Jeg har TRE forslag: Skulle vi demonstrere for Israels ‘Fred nu’ bevægelser og dermed støtte gode livsbevarende kræfter? I Israel tæller bevægelsen mindst 300.000 mennesker, som ugentligt demonstrerer for fred og demokrati; og den vokser.
Skulle vi forlange gidslerne hjem og de palæstinensiske fanger i israelske fængsler frigivet? Lad os også håbe, at lederne af den israelske regering og lederne af Hamas bliver sat fra bestillingen, så fredselskende og demokratiske ledere kan komme til.
Skulle vi være med til at hjælpe de børn, der lider alle helvedes kvaler i Gaza og drage konkret omsorg for de syge, ligesom man gør i andre lande? Det gør Frankrig og Italien. 3. juni skrev de spanske medier, at landet følger op på WHOs opfordring og modtager 29 børn i alderen 1-18 år fra Gazastriben, fordelt på fire hospitaler. Der er tale om børn, som lider af kræft eller som er dybt traumatiserede.
DR fortæller den 27. juni at den norske regering har besluttet, at op til 20 patienter med pårørende kan få behandling på norske hospitaler: “Norge vil deltage i den internationale indsats for at hjælpe palæstinensere, der har hårdt brug for hospitalsbehandling,” siger den norske statsminister Jonas Gahr Støre til avisen VG.
Det er sådanne spørgsmål, jeg stiller mig selv i alle mine vågne timer.
Hvad har mine tre retoriske spørgsmål at gøre med min definition af zionismen, det begreb, jeg vedkender mig?
Jeg er først og fremmest utilfreds med den snak jeg hører og læser i omtalen af et fænomen, der har dybe rødder i europæiske hadforbrydelser mod de jødiske mindretal, som man i århundreder har taget sig den frihed at diskriminere – og nu igen; jeg kan slet ikke genkende de definitioner, der kastes ud på det sproglige marked, hvor betegnelsen har forvandlet sig til skældsord i ‘antizionisternes’ tale.
Historikere er, ligesom enhver anden, nødt til at skære i fortiden. Ærgerligt at det bliver gjort så tendentiøst uden vilje til erkendelse. For Israel er meget andet end en europæisk form for kolonialisme. Kolonialisme er et grotesk ord at bruge om Israels fortid. Det kan man bruge om de illegitime bosættelser, som bør fjernes jo før desto bedre – også for fredens skyld.
Den 25. juni tager 18 danske jøder afstand fra Israels forfærdende fremfærd, men også de skærer i realiteterne. Hvorfor er de berøringsangst og tier om rædslerne d. 7.oktober 2023, som indledte den nuværende krig? De skriver som om de mangler kendskab til dele af forudsætningerne for at staten overhovedet eksisterer.
Der er al mulig grund til at tage palæstinensernes sorg og vrede over Nakba med i vores samtale og erkende, hvor svært det hele er, og samtidig at forstå, at flere myrderier kun gør alting værre.
Lad os også se nærmere på zionismen:
Theodor Herzl grundlagde zionismen som en nødvendig reaktion på Dreyfusaffæren, hvor en fransk officer, Alfred Dreyfus, i det 19. århundrede blev offer for et justitsmord, udelukkende fordi han var jøde. Han blev uskyldig dømt til deportation til Djævleøen, hvor han sad i flere år, før familien kunne få ham hjem. Tilbage i Frankrig blev han igen dømt.
Når vi taler om ‘La Belle Époque’ i Frankrig, må vi også forstå, at ‘Dreyfusaffæren’ er en uafvaskelig plet på den epoke og et eksempel fra det Frankrig, som vi nu igen ser som et splittet land.
Hvorfor skal Zionisme bruges som skældsord?
Det er nemlig den udsathed, som Dreyfusaffæren er så tydeligt et eksempel på, der har givet anledning til Zionismen. Enhver af god vilje vil kunne se, hvor udsat jøder i det hele taget har været i Europa.
Vi risikerer at konsekvensen af de højtråbende antizionisters demonstrationer igen fører til Israels udslettelse, og så virkeliggør de det romerske imperiums altødelæggende hærgen fra oldtiden.
Tragedien i Mellemøsten er denne skribent ude af stand til at løse, men spørger alligevel om vi ikke bør tage hele spektret med, når vi gerne vil forlige de fjendtlige brødre, før vi alle går til?
For det er vel forlig vi ønsker – også her i landet?
Min jødiske ven i Winnipeg, Per Brask, skrev til mig, da jeg spurgte om “zionisme” kun kan bruges som skældsord i dag:
“For mig at se er zionisme i vores tid blot en bekendelse af Israels ret til at eksistere. Hvad anti-zionisme indebærer i 2024 tror jeg ikke står helt klart for demonstranterne – ja, det er helt klart hvad Hamas, Hizbollah, Iran og andre mener med det, men demonstranterne, har de gjort sig det klart og har de et bud på hvordan det skal ske? Så det er mit indtryk, at anti-zionisme for dem blot er et mere stuerent udtryk for antisemitisme, så de kan sige, at det er de i hvert fald ikke.”
Krigen Spreder sig. Magtesløsheden spreder kun død og ødelæggelse. Men det gælder stadig, at fred kan gøre alting bedre end krig.