Den 26. januar 2025 organiserede Mellem Education, i samarbejde med New Outlook, et arrangement kaldet “Personlig fredsaktivisme i krigstider: En aften i håbets tegn“. Billy og jeg ønskede at bruge vores personlige historier som fundament og inspiration til en anderledes form for fredsaktivisme – én, der begynder indefra.
Billy delte de komplekse følelser, der opstod ved at vokse op uden en far, og hans ønske om at finde og udvikle en maskulin rollemodel i sig selv. Under den seneste krig i Libanon mistede han fire fætre, som blev direkte mål for israelske styrker. Jeg spurgte ham, hvorfor han kontaktede mig for at fortsætte vores Salaam Shalom-initiativ efter denne tragiske begivenhed. Hvad motiverer nogen til at søge fred på trods af så stort et tab og sorg? Billy fortalte, at han allerede kendte til vreden fra tabet af sin far, og at han ønskede at bruge den vrede på en positiv måde. Ikke for at ignorere eller afvise sorgen bag vreden, men for at lade den forvandle sig til noget meningsfuldt. For ham var og er dette stadig arbejdet med at bygge broer på tværs af religioner og kulturer.
Derefter delte jeg min egen historie om at flytte til Danmark og finde mig selv i en smertefuld og forvirret tilstand efter et brud. Det var, fordi jeg befandt mig så langt uden for min komfortzone, at jeg begyndte at se billeder, jeg aldrig før havde set – herunder ødelæggelsen af krig og undertrykkelse. Med dette nye perspektiv begyndte jeg at blive en slags aktivist og skrive artikler, som jeg håbede kunne fremme retfærdighed og fred i verden. Men det modsatte skete. Mens jeg troede, at jeg arbejdede for fred, skabte det kun flere konflikter mellem mig og min familie. Jeg måtte tage et skridt tilbage og stille mig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg være en kraft for fred, når jeg selv er en kilde til konflikt? Noget var ikke helt på plads i mig selv, og jeg indså, at jeg – ligesom Billy – havde en masse ubearbejdet vrede og sorg, som jeg først skulle give slip på, før jeg kunne bidrage til fredsarbejde. Jeg måtte inkludere de afviste dele af mig selv, før jeg kunne indtage en inkluderende holdning til fredsarbejde.
Publikum stillede meningsfulde og engagerede spørgsmål og delte deres egne perspektiver på fredsarbejde. En kvinde spurgte: “Hvordan kan vi få dette arbejde mere ud i verden, så det påvirker flere mennesker?” Det er et spørgsmål, jeg har tumlet med tidligere, men jo mere jeg vender blikket indad, jo mere indser jeg, at det er unødvendigt – og endda kontraproduktivt – at bære vægten af dette spørgsmål. Når én person arbejder med sig selv, skaber det naturligt ringe i vandet, som påvirker verden omkring dem uden tvang eller anstrengelse. Spørgsmålet antyder subtilt, at vi er ansvarlige for at skabe fred i andre. Men det er vi ikke. Faktisk fører forsøg på at “fikse” andre ofte til modstand og konflikt. En anden deltager nævnte “empati-musklen”, en vigtig muskel at træne – men kun hvis du gør det for din egen skyld og ikke for andres. Ægte fred begynder med, at hver enkelt tager ansvar for sig selv, og det er gennem dette, at vi skaber en harmonisk verden.
Vi holdt derefter en pause, hvor folk kunne nyde lidt hummus og knafeh (og skændes om deres oprindelse). Herefter gik vi tilbage til rummet og deltog i en kort Betzavta-øvelse om grupper. Vi delte den større gruppe op i mindre grupper baseret på forskellige kategorier (lokale/indvandrere og senere jøder/muslimer/andre) og spurgte, om de følte sig som en gruppe, og om de ønskede at definere sig som en gruppe. Dette udløste forskellige samtaler om gruppers betydning som både inkluderende og ekskluderende. Det bragte også magtdynamikker frem og viste, hvor behovet for gruppedefinition kan signalere en magtposition. Et andet tema, der kom op, var frihed. Hvor én person følte sig fri udenfor en gruppe, følte en anden sig begrænset, mens en tredje følte sig fri indenfor en gruppe, og en fjerde følte sig begrænset. Denne refleksion afspejler samfundets større kamp med politiske fløje, hvor den ene side argumenterer for, at flere regler kan garantere mere frihed, mens den anden side står for det modsatte – færre regler, mere frihed. Hvad Betzavta gør, er at lade folk se denne forskel gennem individuelle erfaringer. I stedet for at det bliver en kilde til konflikt, giver det os mulighed for at forstå disse positioner. I stedet for at antage, hvordan alle andre kan føle sig frie, undersøger du det for dig selv i en gruppe og styrker empati-musklen med hver refleksion.
Til sidst bad vi gruppen dele et par ord om aftenen, og mange brugte ordet håb. Det føltes som begyndelsen på noget meget meningsfuldt, og der er ingen tvivl om, at vi er motiverede til at skabe flere af disse rum og fortsætte dette arbejde. Tak til jer alle for at komme og støtte dette arbejde med jeres nærvær og åbenhed.
